Klubbens Love

Klubben for Små Selskabshunde

Love

 

Navn & hjemsted

 

§ 1 Klubben er en videreførsel af Fællesklubben for Hunderacer uden Specialklub, som blev stiftet i 1933. Fra 1.januar 1998 er klubbens navn ændret til Klubben for Små Selskabshunde (KSS).

Stk. 2. Klubbens hjemsted er formandens adresse.

Stk. 3. Klubben er en specialklub der er anerkendt af og samarbejder med Dansk Kennel klub.
 

 

Organisation

 

§ 2. Klubben er opbygget med:

 

a) Urafstemning § 18

 

b) Generalforsamling § 11 – 14

 

c) Bestyrelse § 7 – 9

 

d) Medlemmerne § 5

 

 

 

Klubbens formål

 

§ 3 Klubben har til formål, i samarbejde med DKK og i overensstemmelse med DKK´s formål og internationale forpligtelser, at arbejde for at fremme kendskabet til de små selskabshunde, der ikke er repræsenteret ved specialklubber for enkelte racer eller racegrupper, samt gennem oplysning om hensigtsmæssig avl at bidrage til at bevare racernes sundhed, temperament og eksteriør i henhold til racernes standard.

 

Stk. 2 Der kan til enhver tid udskilles specialklubber iflg. overenskomst mellem DKK og KSS, jfr. DKK´s love § 7 og 7a.

 

Stk. 3 Når godkendelse af en specialklub foreligger fra DKK, ophører KSS automatisk med at repræsentere denne/disse racer.

 

Stk. 4 Relevante racer (små selskabshunde), der tidligere har været repræsenteret ved anerkendte specialklubber indgår automatisk under KSS, når anerkendelse af disse racers specialklub ophører.

 

 

 

Avlsarbejde

 

§ 4 KSS er DKK´s sagkundskab indenfor avlsarbejdet vedrørende alle klubbens racer.

 

Stk. 2 Klubben er berettiget til at fastsætte specielle regler for avlsarbejdet med klubbens racer.

 

Stk. 3 Avlsforbud og restriktioner kan indføres, hvis arvemæssige begrundelser herfor foreligger. Sådanne forbud og restriktioner kræver dog godkendelse fra DKK´s Sundhedsudvalg, inden de iværksættes.

 

 

 

Medlemskab

 

Indmeldelse.

 

§5 Som medlem kan optages enhver der opfylder betingelserne for optagelse i DKK. Æresmedlemmer er kontingentfrie (gr.50)

 

Stk. 2 DKK´s formand og direktør er kontingentfrie medlemmer af klubben, dog uden stemmeret. De kan på klubbens generalforsamling og øvrige arrangementer lade sig repræsentere ved stedfortræder fra DKK´s bestyrelse.

 

Stk. 3 Stemmeberettigede i alle klubbens anliggender er samtlige medlemmer, der er fyldt 18 år og i mindst 6 måneder har været medlem af klubben, og som ikke er i kontingentrestance.

 

 

 

Ophør

 

Stk. 4 Medlemskab ophører ved udmeldelse, der kan ske med en måneds varsel til den 31. december.

 

Stk. 5 Er kontingentet ikke indbetalt senest den 1. marts, slettes vedkommende uden varsel som medlem. Ved senere indbetaling betragtes vedkommende som nyt medlem med hensyn til betaling af evt. indmeldelsesgebyr, stemmeret og valgbarhed.

 

 

 

Kontingent

 

§ 6 Generalforsamlingen fastsætter det årlige kontingent samt et evt. indmeldelsesgebyr.

 

Stk. 2 Kontingentet betales forud for et år ad gangen og opkræves medio november måned hvert år. Kontingentet skal være indbetalt senest den 10.januar for at give stemmeret til den ordinære generalforsamling.

 

Stk. 3 For hvert ekstra husstandsmedlem med samme bopæl (gr.30) betales reduceret kontingent. Interessemedlemmer (gr.40) betaler reduceret kontingent.

 

Ved hovedmedlemmers indmeldelse i klubben efter 1. juli betales reduceret kontingent.

 

Ved nye medlemmers betaling af kontingent efter 1. november, gælder kontingentet for det flg. år.

 

Stk. 4 Medlemmer af klubben kan ved salg af hvalpe indmelde hvalpekøbere i KSS for reduceret kontingent, dog kun et medlem pr. solgt hvalp. Som hvalpe betragtes hunde, der ikke har opnået unghundeklassealder.

 

 

 

Bestyrelsens sammensætning

 

§ 7 Klubben ledes af en bestyrelse på fem medlemmer, som varetager klubbens interesser og forvalter dens midler. Samtlige medlemmer af bestyrelsen og suppleanter skal være medlem af DKK, være ejer af en af klubbens racer og kan ikke varetage bestyrelsesposter i andre specialklubber.

 

Stk. 2 Valgbare til bestyrelsen er alle stemmeberettigede medlemmer, jfr. § 5, stk.3 og §6, stk. 2, der er fyldt 18 år.

 

Stk. 3 Der kan i bestyrelsen kun sidde et medlem af en familie/husstand.

 

 

Valg til bestyrelsen

 

§ 8 Bestyrelsesmedlemmer vælges for 3 år ad gangen, suppleanter for 1 år ad gangen.

 

Stk. 2 Der afgår hvert år efter tur 2, 2 og 1 medlem. Hvert år vælges der 2 suppleanter der forventes at være aktive og bl.a. deltage i bestyrelsesmøder. Genvalg kan finde sted.

 

Stk. 3 Valget sker ved skriftlig, hemmelig urafstemning før den ordinære generalforsamling. Valget afgøres ved simpelt relativt stemmeflertal. Ved stemmelighed foretages fornyet afstemning vedrørende de pågældende blandt de tilstedeværende stemmeberettigede på generalforsamlingen. I tilfælde af fornyet stemmelighed foretages lodtrækning. De til bestyrelsen foreslåede kandidater, der ikke opnår valg, indtræder efter stemmetal som henholdsvis 1. og 2. suppleant.

 

Stk. 4 Ved indkaldelse af en suppleant indtræder denne i det afgående bestyrelsesmedlems valgturnus.

 

Stk. 5 I tilfælde af at bestyrelsen bliver undertallig ved at der ikke findes suppleanter, der kan indtræde i fratrædende bestyrelsesmedlemmers poster, kan bestyrelsen supplere sig selv indtil førstkommende ordinære generalforsamling.

 

Stk. 6 Skriftlige forslag til kandidater til bestyrelsen incl. disses præsentation skal være klubbens formand eller sekretæren i hænde senest 1. februar jvf. § 11, stk. 4. Forslag skal være stillet af mindst 3 medlemmer som opfylder § 5, stk.3 og §6, stk. 2 og er fyldt 18 år, disses navne offentliggøres på de udsendte stemmesedler.

 

Stk. 7 Valghandlingen kan afholdes som et elektronisk valg. Bestyrelsen er ansvarlig for, at valghandlingen finder sted under iagttagelse af forsvarlige principper om indkaldelse, afstemningsfrister, gennemsigtighed og sikkerhed. Stemmesedler, som kan være fysiske eller online stemmesedler, udsendes til alle stemmeberettigede medlemmer, jfr. § 5, stk.3 og § 6, stk. 2 senest 10 dage før generalforsamlingen, og de kan afleveres personligt ved generalforsamlingen eller sendes til en af klubbens revisorer. Ved fremsendelse skal stemmesedlen være revisoren i hænde senest 2 dage før generalforsamlingen.

 

Stk. 8 Stemmesedlerne åbnes og optælles på generalforsamlingen af 2 af generalforsamlingen valgte stemmetællere.

 

 

 

Bestyrelsens arbejde

 

§ 9 Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær og fastsætter selv sin forretningsorden. Omkonstituering kan finde sted.

 

Stk. 2 Bestyrelsen tiltræder umiddelbart efter generalforsamlingens afslutning.

 

Stk. 3 Bestyrelsen træffer afgørelser i alle forhold, der ikke udtrykkeligt henhører under generalforsamlingen eller urafstemning.

 

Stk. 4 Beslutninger i bestyrelsen træffes ved almindeligt stemmeflertal. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen er til stede.

 

Stk. 5 Klubben forpligtes ved underskrift af 1 eller 2 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden.

 

Stk. 6 Bestyrelsesmøder afholdes så ofte det af formanden eller et flertal i bestyrelsen skønnes nødvendigt.

 

Stk. 7 Der tages ref. af bestyrelsesmøderne. Ref. underskrives af deltagerne, og et beslutningsref. fra hvert bestyrelsesmøde offentliggøres i næstfølgende nummer af klubbens medlemsblad eller på anden måde.

 

Stk. 8 Bestyrelsen er bemyndiget til at nedsætte udvalg bestående af et hensigtsmæssigt antal af klubbens medlemmer til behandling af ethvert anliggende indenfor arbejdsområdet. Et udvalg sidder for 1 år ad gangen og kan genvælges.

 

Stk. 9 Bestyrelseshverv er ulønnet, men bestyrelsen kan få refunderet udgifter, der udelukkende er afholdt i klubbens tjeneste.

 

Stk. 10 Klubbens repræsentanter til DKK´s repræsentantskabsmøde udpeges af bestyrelsen og skal være medlemmer af DKK.

 

Stk. 11 I oktober kvartal afholdes 1 medlemsmøde skiftevis øst og vest for Storebælt, bl.a. til behandling af forslag til DKK´s repræsentantskabsmøde. Forslag der ønske behandlet på dette møde, skal skriftligt være tilsendt formanden eller sekretæren senest 15. september. Der indkaldes til møde med mindst 14 dages varsel.

 

 

 

Regnskab

 

§ 10 Klubbens regnskabsår er kalenderåret.

 

Stk. 2 Regnskabet, der opgøres i overensstemmelse med god regnskabsetik, forelægges revisorerne senest den 1. februar.

 

Stk. 3 KSS´s formue af obligationer eller værdipapirer kan ikke hæves af bestyrelsen uden generalforsamlingsbeslutning. Renteindtægter og indtægter fra udtrækning af disse skal geninvesteres i andre værdipapirer, indtil et beløb af kr. 50.000 er opnået. Derudover kan renteindtægten frigives til andre formål i KKS ved generalforsamlingsbeslutning.

 

 

 

Generalforsamling

 

Ordinær generalforsamling

 

§11 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år senest den 30. april. Generalforsamlingen afholdes skiftevis øst og vest for Storebælt.

 

Stk. 2 Bestyrelsen bestemmer tid og sted for den ordinære generalforsamling og indkalder skriftligt til denne med mindst 6 ugers varsel. Indkaldelsen skal indeholde oplysning om tid og sted, dagsorden samt oplysning om, hvilke bestyrelsesmedlemmer der er på valg, og om disse er villige til at modtage genvalg.

 

Stk. 3 Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være klubbens formand eller sekretær i hænde senest 1. februar.

 

Stk. 4 Skriftlige forslag til kandidater til bestyrelsen incl. disses præsentation skal være klubbens formand eller sekretæren i hænde senest den 1. februar jfr. § 8, stk. 6

 

Stk. 5 Senest 10 dage før generalforsamlingen udsendes flg. materiale til medlemmerne:

 

Det reviderede regnskab.

 

Evt. forslag til generalforsamlingen.

 

Stemmeseddel eller online link til stemmeberettigede medlemmer.

 

Dagsorden for den ordinære generalforsamling

 

 

§ 12 Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde flg. punkter:

 

1. Valg af dirigent

 

2. Valg af referent

 

3. Valg af 2 stemmetællere

 

4. Godkendelse af formandens beretning

 

5. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse og meddelelse af ansvarsfrihed (decharge)

 

6. Budgetbehandling, herunder evt. fastsættelse af kontingent

 

7. Behandling af indkomne forslag

 

8. Offentliggørelse af valgresultat til bestyrelsen og suppleanter

 

9. Valg af 2 revisorer samt en revisorsuppleant.

 

10. Eventuelt

 

Afstemning på generalforsamlingen

 

§ 13 Vedtagelser på generalforsamlingen sker ved simpelt stemmeflertal, jfr. dog stk. 3 samt §§ 18-19. Skriftlig afstemning skal finde sted, når et af de tilstedeværende medlemmer forlanger det. På generalforsamlingen uddeles der stemmekort til de stemmeberettigede medlemmer. Taleret har alle klubbens medlemmer.

 

Stk. 2 Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

 

Stk. 3 Lovændringer kan kun vedtages med en majoritet på 2/3 af de på generalforsamlingen stemmeberettigede medlemmer. Vedtages forslaget på generalforsamlingen, skal det til en hemmelig urafstemning blandt klubbens stemmeberettigede medlemmer. Ved urafstemningen kan ændringen vedtages ved simpelt stemmeflertal, idet dog blanke stemmesedler ikke medregnes. Lovændringer træder i kraft, når de er godkendt af DKK.

 

 

Ekstraordinær generalforsamling

§ 14 Ekstraordinær generalforsamling finder sted, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller mindst 25 % af de stemmeberettigede medlemmer indgiver skriftlig anmodning herom med de emner, der ønskes behandlet.

Stk. 2 Ekstraordinær generalforsamling med angivelse af dagsorden indkaldes senest 4 uger efter, at bestyrelsen har modtaget anmodningen, med mindst 3 ugers varsel til afholdelse senest 6 uger efter udsendelsen af indkaldelsen.

Stk. 3 Der kan ikke behandles andre emner på en ekstraordinær generalforsamling end de i dagsordenen indeholdte.

Stk. 4 Vedtagelser på en ekstraordinær generalforsamling sker som anført i § 13.

 

Disciplinærsager

§ 15 Har et medlem :

a) ved ord eller gerning modarbejdet KSS´s interesser,

b) i et kynologisk anliggende handlet uredeligt eller i øvrigt tilsidesat gældende forskrifter,

c) i forbindelse med udstillinger eller prøver overtrådt de herfor gældende reglementer,

d) handlet således, at betingelser for optagelse som medlem ikke længere opfyldes, eller

e) overtrådt lov om værn af dyr, og er idømt straf herfor, kan der træffes disciplinære foranstaltninger overfor det pågældende medlem.
 

Disciplinære foranstaltninger

§ 16 Sådanne foranstaltninger kan bestå i :

a) tildelelse af misbilligelse eller advarsel,

b) frakendelse af tillidserhverv i KSS,

c) udelukkelse fra deltagelse i skuer, udstillinger og prøver,

d) eksklusion.

Stk. 2 Flere af disse foranstaltninger kan af DKK´s Disciplinærnævn, der har den endelige afgørelse i disciplinærsager i de med DKK samarbejdende specialklubber, bringes i anvendelse samtidig.

Stk. 3 Punkt a kan bringes i anvendelse af KSS´s bestyrelse.

Midlertidige disciplinære foranstaltninger

§ 17 Bestyrelsen kan, når grundlaget for en disciplinærsag er til stede, og når hurtig indgriben skønnes nødvendig, indstille til DKK´s bestyrelse, at der træffes midlertidig beslutning om foranstaltning over for den eller de indklagede i overensstemmelse med DKK´s love § 26.

Stk. 2 En sådan midlertidig beslutning har gyldighed, indtil disciplinærnævnets kendelse foreligger – dog højst 6 måneder.

 

Urafstemning

§ 18 Bestyrelsen kan, når den finder anledning dertil, henskyde ethvert spørgsmål til endelig afgørelse ved skriftlig, hemmelig urafstemning blandt klubbens stemmeberettigede medlemmer.

Stk. 2 Forslag, herunder lovændringsforslag udsendes til de stemmeberettigede medlemmer sammen med de autoriserede stemmesedler, der returneres til klubbens sekretær senest 14 dage efter udsendelsen, jfr. dog § 8, stk. 7.

Stk. 3 Mindst 3 bestyrelsesmedlemmer eller 2 bestyrelsesmedlemmer og 1 af de valgte revisorer skal være til stede, når stemmesedlerne åbnes.

Stk. 4 Forslagsstillerne eller repræsentanter for disse skal indbydes til at overvære åbningen og optællingen af stemmesedlerne.

Opløsning af klubben

§ 19 Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun finde sted på en i dette øjemed særlig indkaldt generalforsamling. For vedtagelse af forslaget kræves 3/4 majoritet af de afgivne stemmer. Bliver forslaget vedtaget, skal vedtagelsen bekræftes ved en urafstemning med samme majoritet.

Stk. 2 Bestemmelse om anvendelse af klubbens formue træffes på den ekstraordinære generalforsamling efter indstilling fra bestyrelsen. Formuen skal anvendes til gavn for hundesagen i henhold til formålsparagraffen.

 

Ikrafttræden

§ 20 Ovenstående love er revideret og vedtaget på generalforsamlingen den 23. august 2020 og vedtaget ved urafstemningen den 15. februar 2021.

Stk. 2 Lovene er revideret og godkendt af DKK den 19. februar 2021

 
dkk fci agria drclauders